Det skal ikke være nogen hemmelighed, at en familie bestående af 1 mor og 2 hjemmepassede børn på 2 og 5 år, som begge besidder et temperament som matcher deres mors, ikke er en husstand som vinder prisen som yndlingsnabo. Jeg erkender det; forsøger at begrænse larmen når jeg kan, men skaber også plads til at det er vores hjem - det er her vi lever og tilbringer en stor del af vores tid og dermed også her vi griner, skriger, vælter ting, råber, falder, græder osv. Livetosv.
Jeg opfatter mig selv som en temmelig tolerant nabo og er flere gange blevet ret så ked af det herude på Bryggen over at vi tilsyneladende har flere naboer som mest af alt bare synes vi er irriterende (og så ikke et ord om at der er hele weekender hvor der ikke høres en lyd heroppe fra...). Underboen går nu bare under betegnelsen "ham den sure gamle mand" - knap så charmerende når ungerne også bruger den betegnelse om ham når de ser ham på gaden :)
Nå men i fredags fik Aske lyst til at tegne en tegning til vores "next-door" nabo, så det gjorde han. Se så lige hvad der ventede os da vi kom hjem søndag aften:
En kuvert med en pose popcorn, 2 stk. shake tyggegummi og et fint kort med et lille digt:
Livet er langt
Legen er vidunderlig
Dans!
Le!
Grib lige-nu'et!
Vær barn så længe I kan!
Hvor sødt er det lige?? Jeg er mest af alt virkelig glad for, at de gad svare Aske på hans brev men selvfølgelig også over den lille tilkendegivelse af, at de måske ikke synes vi KUN er larmende og irriterende naboer.
Om de så på sigt kommer til at mene noget andet om os, står hen i det uvisse - nu bliver de nemlig bombarderet med breve, og Aske har været ude ved vores brevsprække adskillige gange i dag for at se om der skulle være kommet et brev :)
