fredag den 27. marts 2009

torsdag den 26. marts 2009

Vi er her stadig...

Tiden bliver bare lige brugt på andre ting for tiden, og så føler jeg faktisk ikke det største overskud til at delagtiggøre i mine tanker, selvom der ellers er masser af dem for tiden!! Men altså, vi har det godt alle 3 og når jeg lige gider, smider jeg nogle billeder på for på den nemme måde at fortælle lidt om hverdagen hos os ;o)
Dani

søndag den 15. marts 2009

En fantastisk uge

er slut lige om lidt...
Sidste søndag nåede jeg bunden, mentalt og fysisk men set i bakspejlet det var faktisk helt ok, for lige siden har dagene været fantastiske ;o) Der har været temmelig meget program på hele ugen, men det hele er foregået i et roligt tempo og med dejlige mennesker hvor der i den grad har været plads til os som familie. Ugen har bl.a. budt på en tur i Danmarks akvarium, den ugentlige middag med den anden familie Borup, zoo, fødselsdag, blomsterhygge og svømmehal - fantastisk mest af alt fordi jeg har været en del af det hele sammen med min skønne søn.
Ugen har også været fantastisk på en anden måde, og det skyldes at Askes sprog virkeligt tager fart for tiden. Der kommer nye ord hver eneste dag og han bliver bare bedre og bedre til at meddele sig og styre rundt med sine omgivelser, hvilket giver anledning til mange daglige grin. Han har gennem noget tid sagt "dig" om sig selv, men pludselig i går mens vi var i zoo, sagde han "Ade mad" og lige siden har han så trisset rundt og sagt Ade dit og Ade dat, og det er simpelthen så sødt, og han udtaler sit eget navn på præcis den måde jeg forudsagde at han ville da han var ganske nyfødt ;o) Der bliver leget i stor stil og alt kommer der ord på, så vi er helt med på hvornår Orla (hans dukke) skal sove og bliver puttet med pude og dyne, hvornår Pluto skal have mad og gåes tur med. Snart er det Aske som læser bøger for os, han fortæller i hvert fald med stort engagement at Kylling græder, at Bamse slår sig og at Ælling bader eller hvad de nu foretager sig i bøgerne...
Nu vil jeg nyde de sidste timer af en fantastisk uge lige her foran skærmen. God aften

mandag den 9. marts 2009

Omsorgsdag

I dag var Aske's vuggestue lukket grundet pædagogisk dag, så derfor havde far taget en omsorgsdag. Havde egentlig ikke planlagt det helt store, men mens jeg stod og lavede morgenmad kom ideerne frem. Vi skulle til Frederikssund. Da det er 4 år siden i dag at min mor/farmor døde, synes jeg at det kunne være hyggeligt med en mandetur op og besøge min mors/farmors grav. Det blev en tur med bussen og S-toget, hvilket jeg regnede med at Aske var fint tilfreds med.

Vi kom afsted lidt over 9, og selvfølgelig kørte bussen lige foran næsen på os, men de næste 10 minutters venten på den næste bus 21, gik med at kigge på en brandbil (stigebilen) som var igang med noget træfældning 10 m. fra busstoppestedet. Så ventetiden gik rigtig stærkt.
Efter 10 minutters kørsel med bus, hvor snakken gik med at tale om morbror Dan og hans bowling kom vi til Flintholm station. Et fantastisk mekka hvor der kører busser, Metro og S-tog på kryds og tværs. Her gik de 10 minutters ventetid på Frederikssundstoget også stærkt, da der var masser at kigge på.

Turen til Frederikssund tog 30 minutter, og efter at Aske havde løbet rundt i toget (med mig i hælene :-)) var Aske ved at være godt træt. Og sørme om han ikke faldt i søvn inden vi var kommet væk fra stationen. Hmmm. Nå men jeg fortsatte i regnvejr gennem mit gamle Frederikssund (byen ligner jo sig selv fra den gang jeg boede der), og hen til Kvickly for at købe øko brød med hjem, samt nogle tulipaner til graven. Graven blev besøgt og blomsterne lagt, og selvom Aske sov var det et fint besøg.
Herefter gik turen hjemad igen, og da Aske snorksov satte jeg tempoet op for at jeg kunne nå at tage togturen hjem igen på samme klip. Det lykkedes at nå et tog inden det udløb. Da jeg nåede Nørrebro station sov han stadig, så jeg benyttede tiden til at hente en pakke i Døgnboksen, og komme på biblioteket. Aske vågnede derhjemme efter at have taget en 2½ times lur, så han var frisk og havde stor appetit. Vi hyggede resten af dagen og ved 15 tiden kom Dani hjem. Det har været en rigtig dejlig far - søn dag i dag. Glæder mig allerede til den næste

onsdag den 4. marts 2009

Nyt fra Nordvest

Så er der igen gået noget tid uden et eneste indlæg her fra mig. Det er faktisk ikke engang fordi der er sket så meget, og så alligvel, er der sket så meget, at jeg knap kan huske det hele. Vi har været syge, sådan lidt på skift men NU håber og satser jeg på det kraftigste på, at vi er igennem. Jeg måtte i mandags ned og voldshoppe hos helsebiksen så vores naturmedicin/kosttilskud beholdning nu bugner ;o) Dagene er gået med en masse hjemlig hygge, kys, kram og grin.

Aske er nu, efter ca. 1 måned, vist nok ved at affinde sig med og acceptere, at hans mor har besluttet at det er slut med at blive ammet om natten. Puha, det har været et langt og meget sejt træk for os alle, og jeg er ikke engang sikker på jeg synes det var det rigtige, men jeg følte det var nødvendigt for mig og min nattesøvn. Mit søvnunderskud har dog i den forgangne måned fundet nye dybder, hvilket jeg ikke troede var muligt... Meeen nu lysner det så småt, og jeg håber og tror på, at snart sover vi alle rigtig tungt og godt hele natten.

Aske bruger rigtig meget tid på snakke for tiden. Hans sprog udvikler sig med lynets hast og der kommer nye ord til hver eneste dag hvilket er super sjovt. Fantastisk nu at have muligheden for at følge med i hvad han tænker og ønsker. F.eks. bliver jeg dybt imponeret over at han pludselig, da han ser et juletræ i en bog, siger "jul igen" (sangen "nu det jul igen") "løber moster". Wau manner, han kan huske at han i julen løb rundt om juletræet med sin moster mens de sang den sang ;o) Ellers er det onkel Dan der er det helt store forbillede for tiden. Aske bowler hjemme i stuen op til flere gange dagligt og fortæller at det er sådan Dan gør ;o) Han går op i det med liv og sjæl og legotårne flyver gennem stuen når fodbolden kommer susende, akkompagneret af lyde som bang, ulle, gyd, yaiiii

Jeg har altid været vild med at bo i København og er det stadig. Faktisk her jeg svært ved at forestille mig, at jeg skal bo nogen andre steder men nu hvor der nærmest hersker krigstilstande, bliver jeg da en anelse bekymret og får mest af alt lyst til at putte endnu tættere med min lille familie heroppe på 3. sal.

Det blev vist noget af en rodet tankestrøm, der her kom ud men altså kort fortalt, så har vi det alle godt!