tirsdag den 30. september 2008

En søndag på udkig efter flyvemaskiner

Det er ved at være lidt tid siden at jeg sidst har skrevet her, så her kommer lidt fra farmand. Jeg vil fortælle om en dejlig oplevelse som familien Borup havde i søndags. Dani har længe snakket om en grilbar på Amager, hvor man kan se fly lette fra lufthavnen. Ja ja, den er god med dig tænkte jeg. Fra en grilbar. Hmmm, der må vi vidst ud. Vi kørte ud til Amager og videre ud af Amagerbrogade. Ja, faktisk skal man bare fortsætte lige ud indtil man ikke kan komme længere. Og mon ikke hun havde ret, hende Dani. Der ligger en grilbar (vi kunne lugte den brugte friture 50 m. derfra) med udkigspost ud over lufthavnens startbane. Vi fik set en masse fly lette denne søndag, og Aske var helt vild i varmen, hvilket også kan ses på disse billeder. Han tegnede og fortalte på liv og løs.
Og han forklarede videre og videre. En stor oplevelse for Aske.
Efter den oplevelse kørte vi hjem, da det var ved at være tid til en middagslur for Aske. Vi havde også været derude lidt over en time. Dagen sluttede af med at Aske blev klippet af sin mor (hun synes dog at det blev lidt for kort). Så nu ligner han igen en lille fræk dreng, hvilket han måske egentlig altid har gjort?

lørdag den 27. september 2008

Lørdag i Hillerød

Denne fantastiske efterårsvejrsdag er blevet tilbragt i Hillerød. Da jeg i formiddags sagde til Aske at vi skulle ud at køre tog, satte han pegefingeren på kinden - hans tegn for bedstefar, og så var han ellers helt klar til at komme afsted. Helt dejligt at køre i tog - Aske sov noget af vejen mens jeg fik sms'et løs og slappet af, og da han vågnede, kunne vi sammen sidde og spise rugbrødsmadder og snakke om det vi kørte forbi.

Efter lækker frokost gik vi en tur i haven og Aske gik på sneglejagt med sin bedstemor.
Regnvandsmåleren blev den i dagens anledning omdøbt til sneglehylster.
Da Kim var færdig med at spille fodbold, kom han og vi gik alle en tur ned til Slotssøen for at fodre ænder.

Aske og Bedstefar skulle lige se hvordan det stod til i en håndboldkamp...Efter aftensmad, og inden vi vendte snuden hjemad, blev der danset i køkkenet.
En rigtig dejlig dag - for os alle tør jeg vist godt sige ;o)

tirsdag den 23. september 2008

Venner

Jeg havde faktisk ikke troet det muligt, at jeg som voksen, ville danne nye venskaber - i hvert fald ikke i den grad som det er tilfældet, efter jeg har mødt de skønneste blomsterdamer. Jeg er typen der altid har haft en bedste-veninde og så ganske få andre veninder/venner, hvilket til tider har gjort tilværelsen lidt ensom. Når bedste-veninden f.eks. var på lang ferie eller vi lige var lidt uvenner, så var der ikke så mange andre veje at vende blikket, tankerne, tårerne og smilene. Jeg havde godt tænkt/håbet at jeg ville møde nye mennesker i forbindelse med at jeg fik et barn, for pludselig færdes jeg i kredse, hvor det er naturligt at møde nye mennesker(legeplads, rytmik, svømning, vuggestue osv.) men har altid tænkt at det jo ville blive venner "gennem" Aske og at det var børn jeg havde til fælles med disse mennesker. Sandt at sige, ville jeg ikke have fundet blomsterdamer uden Aske, og jeps, vi er meget sammen om vores børn, men vi er også sammen som kvinder, døtre, mødre og personligheder og jeg er vild med det og jeg er vild med tanken om at jeg har fået nye venner, som gerne vil dele tårer, smil, drømme, tanker, ideer og meget andet med mig ;o) Dejligt med nye venner men sandelig også skønt med gamle venner og så stadig at have den der bedste-veninde ;o)
Venner er super vigtige at have og det gør mig glad, at Aske allerede er i fuld gang med at danne venskaber. Blomsterbørn leger han med så ofte det lader sig gøre, i vuggestuen får vi af vide, at han er meget kærlig (og viser det til tider ret så hårdhændet) overfor de andre børn og Esther har vist allerede en særlig plads i hans hjerte. Venner varmer og gør godt og så tror jeg faktisk ikke at man kan få for mange af dem, men måske tager jeg fejl?!

søndag den 21. september 2008

onsdag den 17. september 2008

Arbejdstid

Så er det officielt og "out in the open" at jeg pr. 1. november går ned i tid til 28 timer/ugen med en ugentlig fridag og lidt til ;o) Indtil da har jeg nogle feriedage jeg kan tage af, så det med at være hjemme 1 dag om ugen er vi allerede i gang med at praktisere. Jeg er glad og tilfreds med udsigten til færre timer på arbejde og dermed arbejdsopgaver, som lige nu er lige vel mange når jeg holder fri en dag om ugen. Det er selvfølgelig langt fra det samme som at gå hjemme, men det giver et kolosalt pusterum i vores hverdag, at vi i det mindste har 1 dag om ugen hvor Aske og jeg ikke skal ud af døren til et bestemt tidspunkt. Det i sammenblanding med at Kim er på nedsat tid gør, at vi synes vi kan tilbyde Aske en nogenlunde tålelig arbejdsuge, for jeg er slet ikke i tvivl om at det, blandt andre ting, også er hårdt arbejde at være i vuggestue... Det går ellers meget godt med det der vuggestue, han græder ikke hver morgen når han bliver afleveret og de fleste dage kan vi se på ham, at han har haft en god dag dernede. Desværre er han meget påvirkelig overfor ændringer, brud i rutiner og mennesker han ikke kender, så lige pt. med personale der er syge og på barsel, har han nogle lidt seje dage.

onsdag den 10. september 2008

En tradition?!

Hvornår er noget egentlig en tradition? Kan man kalde noget for en tradition når det er foregået 2 gange? Vi håber vi er i gang med at skabe en rigtig god og solid tradition. Den nyskabte tradition går i al sin enkelhed ud på at mødes med den anden lille familie Borup 1 gang om ugen til lidt eftermiddagshygge og aftensmad. Ideen var egentlig Tante T's og tusind tak for den geniale ide, som indtil nu er en succes. I sidste uge var vi i Stenderupgade og i denne uge har farbror Brian, Tante T og kusine Frigga så været her - og det er intet mindre end knashyggeligt. En ting er, at vi på denne måde sikre at se hinanden "on a regular basis", noget andet er at det på denne måde ikke hele tiden skal planlægges, koordineres, findes tid osv. for nu er det bare sådan her vi gør.
Denne ugentlige hygge/spisestund giver ungerne mulighed for at nyde hinandens selskab og vi voksne får chancen for at få snakket og fulgt helt anderledes tæt med i hinandens hverdag og liv - noget der hurtigt ryger i "glemmeren" i småbørnsfamilier, som så meget andet, hvis det ikke bliver sat i system.
En helt anden og ekstra bonus, som Kim og jeg har talt om i aften, er at det i den grad er i Aske og Friggas farmors ånd. Når vi sådan sidder i samlet flok rundt om bordet, spiser, griner og har det rart, så ved vi bare at det lige præcis er stunder som disse, hun ville have elsket at være en del af. Det er også stunder som disse hun er ekstra savnet, men jeg er sikker på hun kigger ned på os fra et eller andet sted, smiler og glædes over at se hendes voksne drenge og børnebørn dyrke familielivet!

tirsdag den 9. september 2008

En god dag

Jeg har haft en feriedag i dag, så Aske og jeg har hygget os! I formiddags legede vi med blomsterbørn - som altid var det super hyggeligt og foregik i den dejligste stemning. Det er lige sådan nogle formiddage der minder mig om vigtigheden af ikke altid at være på arbejde... Al den leg gjorde Aske mægtig træt, så 1 min. efter han kom ned i cyklen, sov han trygt og godt med sin trofaste følgesvend, Pluto, ved sin side. Jeg stoppede ved døgnboksen og hentede en kasse madvarer (skønt at vi efterhånden får de fleste varer bragt næsten til døren).Han sov dog kun 1 time, så noget af eftermiddagen er gået med forgæves forsøg på at få ham til at sove lidt mere. Da han og jeg besluttede at der åbenbart bare ikke skulle soves mere i dag, kastede vi os over legetøjet. Kim kom hjem fra arbejde, og det blev nærmest til en "når min far kommer, så er min mor lige gået" for der var forældremøde i vuggestuen, og jeg skulle deltage. Det var egentlig et fint lille arrangement hvor os nye forældre fik lidt af vide om forældrebestyrelsens arbejde samt Marte Meo principperne, som er dem de forsøger at "leve" efter, principper som i den grad tiltaler mig - hvilket jo også var noget af grunden tila t vi valgte netop denne vuggestue.
Da jeg kom hjem havde far og søn leget, hygget og spist, så min opgave var at putte - og i dag tog det kun ganske få minutter! For 1 times tid siden faldt Aske for første gang ud af sengen og blev rigtig ked af det. Jeg tror i princippet ikke han slog sig, men blev nok mest forskrækket over at trille ned på gulvet, og det kan da bestemt heller ikke være et rart sted at vågne op. Han måtte lige en tur ind i stuen og sidde lidt på skødet, op i slyngevuggen og vugges lidt inden han bad om at få babs ;o) Ind i sengen igen og 5 min. efter sov han igen. Nu tror jeg det er ved at være sengetid for mig, for jeg synes han hostede lige vel meget, så måske har vi en urolig nat i vente...

søndag den 7. september 2008

Høstmarked

Vi har i dag været til høstmarked på Krogerup Avlsgaard i Humlebæk - en super hyggelig dag fyldt med frisk luft i lungerne, halm i støvlerne, mudder på hænderne og friluftsmad i maverne.
Aske var begejstret for alle dyrene og selvfølgelig at have muligheden for at lege med Kuluk - hans søde veninde (som vi desværre ikke fik taget nogen billeder af...)



Det er dage som disse at jeg i korte øjeblikke kan tænke at vi da selvfølgelig skal flytte ud på landet hvor vi kan dyrke vores egne grøntsager, lave bål i haven og bare rende rundt i gummistøvler året rundt...

torsdag den 4. september 2008

Arbejde

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg ikke ligefrem har været begejstret for at komme tilbage på arbejde. Jeg synes stadig Aske er lille til at blive afleveret i institution og jeg savner ham rigtig meget. Jeg er tilsyneladende født et par generationer for sent, for jeg tror faktisk jeg ville egne mig ganske glimrende til at gå hjemme med Aske - i hvert fald så længe vi bor i Kbh. Byen byder på mange tilbud som vi har hygget os med at gøre brug af; rytmik, legestue, babysvømning m.m. og så er der alle blomsterbørnene som vi har nydt at lege med samt samvær med andre vi kender som er på barsel. Tanker om at droppe arbejde og gå hjemme, har bestemt været samtaleemne mange gange herhjemme men ideen er desværre i konflikt med vores økonomi... Situationen pt. er, at jeg har nogle feriedage til gode og dem har jeg fået lovning på at jeg kan afholde i løbet af de næste måneder, sådan at jeg mere eller mindre får en ugentlig fridag. Der arbejdes desuden på at jeg går ned i tid efter jul, sådan at jeg på sigt får en ugentlig dag hjemme hvor Aske og jeg kan gøre lige hvad vi har lyst til ;o)
Der er nogle tekniske, praktiske og logistiske detaljer som endnu ikke er på plads, men håbet om mere tid med Aske anes i nærmeste fremtid og det gør mig glad. Det er ikke den optimale løsning der er i vente, men en bedring af tingenes tilstand og det er bestemt ønskværdigt og hårdt tiltrængt. Historien om vores hverdag og mit arbejde slutter ikke her, så mon ikke en fortsættelse følger...