Da Aske var ganske ny i denne verden, blev jeg tit stillet spørgsmålet "er han et nemt barn?" og jeg hadede bare det spørgsmål - for hvis jeg ikke kunne svare "ja" ville det så betyde at han var det modsatte, altså et svært barn? Jeg synes det var tankeløst af folk at stille den slags spørgsmål og jeg vidste aldrig helt hvad jeg skulle svare. Nu tager jeg mig selv i at gå og sige at Toke er et nemt barn, hvilket er helt helt skørt, for han er jo i grunden bare Toke, på samme måde som Aske bare var Aske...
Lige nu er Aske i zoo med sin moster, Kim er til fodbold og Toke sover. Livet her i familien på 4 er både nemt og svært og jeg kunne have lyst til at dele begge dele, men lige nu tror jeg bare jeg vil smække benene op, hive strikketøjet frem og vælge det nemme ;o)
God søndag
søndag den 21. februar 2010
søndag den 14. februar 2010
Søskende
Nøj hvor varmer det bare langt ind i moderhjertet når man ser hvilken kærlighed der er mellem ens børn. Aske siger flere gange dagligt ting som "Toke er min bedste ven", "jeg elsker Toke" og andet i den retning. Toke gnøffer lidt og kigger kærligt efter Aske hver gang han hører ham - det er så jeg smelter og gang på gang overbevises af at søskende er bare det fedeste i verden...tirsdag den 9. februar 2010
Tokes fødsel
Tænker at siden jeg nu har indviet jer i tidligere tanker om fødsel, har jeg også lyst til at dele selve fødselsoplevelsen, eller i hvert fald udsnit deraf, her på bloggen.
Veerne tog ret hurtigt til, så der blev ikke tid for Kim til at gå i seng igen, for han blev beordret i gang med at puste karret op og få det fyldt. I mellemtiden fik jeg ringet til søster Connie som vi havde en aftale om skulle komme og være sammen med Aske under fødslen. Jeg fik også ringet efter en jordemoder og på et eller andet tidspunkt mellem de 2 ankom, hoppede jeg op i karret.
Det var ret fantastisk at være i det varme vand, og jeg fortrak ind i min egen lille boble og lod verden udenfor være der og koncentrerede mig om det min krop var i gang med. Jeg sendte mange tanker til baby inde i maven og forsøgte at møde veerne med positive tanker, hvilket i grunden på ingen måde var svært. Jeg vidste at nu var fødslen i gang og jeg skulle snart se min lille baby som vi havde ventet så længe på. Kl. 7.30 var der vagtskifte og den nye jordemoder, Merete, kom. For mig var det helt fint, dels var den nye super garvet, både udi hjemmefødsler og i faget generelt og dels så havde jeg egentlig ikke så meget brug for hende. Jeg havde behov for at være mig selv, og det fik jeg lov til. Jeg var oppe af karret et par gange og hver gang skete der noget andet med veerne - jeg hoppede dog hurtigt op i karret igen, for vandet var så dejlig fslappende at være i. Jeg husker at jeg hver gang jeg åbnede øjnene undrede mig over hvordan lyset i stuen ændredes og jeg konstaterede at natten var gået og en ny dag begyndt. I de sene morgentimer fik jeg vesvækkelse, hvilket stressede mig lidt, men jordemoderen forsikrede mig om at det var helt ok og at det var kroppens måde at hvile på inden "le grand finale" eller hvad man nu skal kalde det. Jeg blev rastløs i karret og ved 10 tiden steg jeg op af karret og lagde mig hen på vores sofa. Ganske kort tid derefter fik jeg voldsom pressetrang og mens solen sendte sine stråler ud over det hvide vinterlandskab og ind gennem vores vinduer, fornemmede jeg at det var tæt på nu. 10.35 fødte jeg den lækreste lille baby, som straks kom op at ligge på min mave (billedet er taget 10.37).
Onsdag aften dansende Aske og jeg rundt i stuen hele aftenen for at sætte skub i veerne men da det tilsyneladende ikke havde nogen effekt, gik vi i seng. Ved 2 tiden vågnede jeg og undrede mig over hvorfor jeg var vågnet. Ganske kort tid derefter fik jeg en ve, og om det var den første eller om jeg reelt var blvet vækket af en ve ved jeg ikke, men nu havde jeg i hvert fald en forklaring på min opvågning.
Jeg blev liggende i sengen og havde et par veer mere, men fortrak hurtigt til stuen for jeg havde brug for at bevæge mig rundt. Ved 3 tiden vækkede jeg Kim og bad ham komme ind i stuen, mest bare lige for at rydde gulvet for legetøj sådan at der på et tidspunkt kunne blive plads til fødekarret.
Veerne tog ret hurtigt til, så der blev ikke tid for Kim til at gå i seng igen, for han blev beordret i gang med at puste karret op og få det fyldt. I mellemtiden fik jeg ringet til søster Connie som vi havde en aftale om skulle komme og være sammen med Aske under fødslen. Jeg fik også ringet efter en jordemoder og på et eller andet tidspunkt mellem de 2 ankom, hoppede jeg op i karret.Det var ret fantastisk at være i det varme vand, og jeg fortrak ind i min egen lille boble og lod verden udenfor være der og koncentrerede mig om det min krop var i gang med. Jeg sendte mange tanker til baby inde i maven og forsøgte at møde veerne med positive tanker, hvilket i grunden på ingen måde var svært. Jeg vidste at nu var fødslen i gang og jeg skulle snart se min lille baby som vi havde ventet så længe på. Kl. 7.30 var der vagtskifte og den nye jordemoder, Merete, kom. For mig var det helt fint, dels var den nye super garvet, både udi hjemmefødsler og i faget generelt og dels så havde jeg egentlig ikke så meget brug for hende. Jeg havde behov for at være mig selv, og det fik jeg lov til. Jeg var oppe af karret et par gange og hver gang skete der noget andet med veerne - jeg hoppede dog hurtigt op i karret igen, for vandet var så dejlig fslappende at være i. Jeg husker at jeg hver gang jeg åbnede øjnene undrede mig over hvordan lyset i stuen ændredes og jeg konstaterede at natten var gået og en ny dag begyndt. I de sene morgentimer fik jeg vesvækkelse, hvilket stressede mig lidt, men jordemoderen forsikrede mig om at det var helt ok og at det var kroppens måde at hvile på inden "le grand finale" eller hvad man nu skal kalde det. Jeg blev rastløs i karret og ved 10 tiden steg jeg op af karret og lagde mig hen på vores sofa. Ganske kort tid derefter fik jeg voldsom pressetrang og mens solen sendte sine stråler ud over det hvide vinterlandskab og ind gennem vores vinduer, fornemmede jeg at det var tæt på nu. 10.35 fødte jeg den lækreste lille baby, som straks kom op at ligge på min mave (billedet er taget 10.37).Der lå min varme baby så og det var først efter 10 minutters tid at jordemoderen spurgte om nogen havde set hvad det blev. Kim sagde at det var en dreng, men for at være sikker, løftede jeg håndklædet og Kim konstaterede at det var en lille lækker varm og nyfødt dreng der lå på min mave.
Han søgte brystet ret hurtigt og tog sin første ammetår efter ganske kort tid. Det var bare så fredfyldt og dejligt at have ham lige der uden at nogen forstyrrede, pillede eller på anden måde mente de havde del i denne første helt særlige stund. 16 minutter efter Toke blev født, fødte jeg moderkagen og pulsationen i navlesnoren standsede, hvorefter Kim klippede den over.
Det var en fantastisk fødsel hvor jeg på alle måder fik det som jeg gerne ville have det. Der skete lidt småjusteringer udnervejs, men det hale gav mening, både i øjeblikket og nu efter det hele er blevet tænkt igennem nogen gange. Hvis jeg skulle beskrive fødslen af Toke med et ord, må det være fredfyldt! Ikke at jeg var særlig fredelig at høre på hele tiden, men den ro og fredelige stemning hele lejligheden summede af, gjorde det til MIN fødsel hvor jeg fik hjælp på de tidspunkter jeg havde brug for det. Ingen kiggede på uret (undtagen for at konstatere fødselstidspunkt), ingen jagede på mig, ingen tilbød smertelindring og ingen blandede sig i hvordan jeg opholdt mig eller arbejde med veerne. Jeg fik opbakning og forsikringer om at baby havde det godt og at jeg bare skulle gøre hvad der føltes rigtigt og det var lige hvad jeg gjorde.
Tokes start på livet har været helt fantastisk - både selve fødslen men også de her første dage efter og jeg er fuldstændig overbevist om at hans rolige gemyt, i hvert fald delvis, skyldes hans rolige ankomst til verden udenfor maven.
Der er ingen tvivl om, hverken for Kim eller jeg, at skulle vi være så heldige at blive beriget med endnu et barn, så skal det også fødes hjemme for en bedre oplevelse og start på livet kan vi vist ikke tilbyde et barn...
fredag den 5. februar 2010
mandag den 1. februar 2010
Babytanker
Så gik vi sørme ind i en ny måned stadig med baby indeni maven. Meget mærkeligt og jeg kan mærke at jeg lige skal vænne mig til tanken om at jeg nu får et februarbarn i stedet for et januar. Ikke at det umiddelbart gør nogen forskel, men så alligevel, på et eller andet mystisk mentalt plan har det været en del af forventningerne, som altså nu skal ændres en smule.
Jeg har været på Herlev sygehus i dag; til CTG (i sig selv en uhensigsmæssig undesøgelse for en højgravid sådan at blive anbragt rygliggende på en briks med besked på at registrere barnets bevægelser når det nu lige netop er i den stilling at jeg er aller mindst i stand til at mærke min egen krop og babys bevægelser) og lægesamtale fordi jeg nu er gået så meget over tid at systemet mener det grænser til det unormale. Meget mystisk på den ene side at få af vide at det betragtes som at føde til termin mellem 37-42 graviditestuge, og så alligevel nu blive betragtet som en der er syg og som skal fikses. Jeg skal ikke længere tilses af en jordemoder, men er nu overgået til lægerne, som skal afgøre min videre skæbne, hvis baby er så selvstændig og insisterer på at blive inde i maven 3 dage endnu. Totalt skræmmende og ikke særlig tillidsvækkende system vi har os.
Jeg kan sagtens forstå, og er glad for, at man gerne vil holde et ekstra øje med baby på nuværende tidspunkt, men faktisk føler jeg slet ikke det er baby eller dens trivsel der er i fokus. Min oplevelse er, at der er nogle regler og de regler skal efterleves uden hensyntagen til det enkelte individ og det stresser mig i den grad, samtidig med at det gør mig vred, ked og frustreret. Jeg får på den ene side af vide at alt ser fuldstændig fint og normalt ud, at baby har det godt osv. og på den anden side får jeg så stillet bål og brand i udsigt. På hvilket grundlag?! Tja ingen kunne i dag give mig nogen faglige eller kompetente betragtninger. Risiko for at baby er så stor så det sidder fast og skal tages ved AK, samtidig skønnet til at veje 800 gr. mindre end Aske - jo jo det er da fagligehed der vil noget. Er der mulighed for at blive sat i gang og så alligevel føde hjemme eller hvorfor ikke? Jamen fordi man øger risiko ved igangsættelse - jamen for pokker da så lad være med at sætte mig i gang men lad naturen være så længe der ingen indikationer er på at naturen og min krop ikke kan klare det her.
Jeg vil rigtig gerne bevare min hjemmefødsel, men sørme da ikke for enhver pris. Det er som om nogen mennesker tror at tanken om hjemmefødslen er for min skyld og at jeg tilsidesætter babys tarv, trivsel, og endog liv som nogen så sympatisk formulerer det!!! Jeg kan ikke andet end blive såret over det for jeg skulle da nok mene at der er INGEN andre mennesker for hvem babys trivsel og liv betyder mere for end mig - jeg er for pokker dens mor og ønsker netop denne hjemmefødsel med tanke på at jeg er overbevist om at det er det bedste og mest sikre for baby. Askes fødsel er blevet vendt i mit hoved igen og igen her på det seneste, bl.a. i et forsøg på at overbevise mig om at en hospitalsfødsel måske ikke er så tosset endda - det virker bare ikke, tvært imod bliver det en dårligere og dårligere fødselsoplevelse for mig jo mere jeg tænker over det og en rigtig skidt start på livet for Aske - som måske, måske ikke, kan forklare nogen ting omkring hans første svære tid udenfor min mave...
Jeg græder, er vred, sur og arrig på et system som ikke ser på mennesker men på reglementer og så bliver jeg stædig og får trang til at handle! Så nu skal der sættes ind med div. heksekunster for at se om baby kan lokkes ud ad mere naturlige veje end dem sygehuset og lægerne har at byde på!
Hvis det ikke var for nogen skønne og stærke kvinder omkring mig, så ville jeg føle at jeg var verdens mest alene om den her fødsel og mine tanker omkring den og mit barn, så tak til jer fordi I lytter og bare fordi I er...
Dani
Jeg har været på Herlev sygehus i dag; til CTG (i sig selv en uhensigsmæssig undesøgelse for en højgravid sådan at blive anbragt rygliggende på en briks med besked på at registrere barnets bevægelser når det nu lige netop er i den stilling at jeg er aller mindst i stand til at mærke min egen krop og babys bevægelser) og lægesamtale fordi jeg nu er gået så meget over tid at systemet mener det grænser til det unormale. Meget mystisk på den ene side at få af vide at det betragtes som at føde til termin mellem 37-42 graviditestuge, og så alligevel nu blive betragtet som en der er syg og som skal fikses. Jeg skal ikke længere tilses af en jordemoder, men er nu overgået til lægerne, som skal afgøre min videre skæbne, hvis baby er så selvstændig og insisterer på at blive inde i maven 3 dage endnu. Totalt skræmmende og ikke særlig tillidsvækkende system vi har os.
Jeg kan sagtens forstå, og er glad for, at man gerne vil holde et ekstra øje med baby på nuværende tidspunkt, men faktisk føler jeg slet ikke det er baby eller dens trivsel der er i fokus. Min oplevelse er, at der er nogle regler og de regler skal efterleves uden hensyntagen til det enkelte individ og det stresser mig i den grad, samtidig med at det gør mig vred, ked og frustreret. Jeg får på den ene side af vide at alt ser fuldstændig fint og normalt ud, at baby har det godt osv. og på den anden side får jeg så stillet bål og brand i udsigt. På hvilket grundlag?! Tja ingen kunne i dag give mig nogen faglige eller kompetente betragtninger. Risiko for at baby er så stor så det sidder fast og skal tages ved AK, samtidig skønnet til at veje 800 gr. mindre end Aske - jo jo det er da fagligehed der vil noget. Er der mulighed for at blive sat i gang og så alligevel føde hjemme eller hvorfor ikke? Jamen fordi man øger risiko ved igangsættelse - jamen for pokker da så lad være med at sætte mig i gang men lad naturen være så længe der ingen indikationer er på at naturen og min krop ikke kan klare det her.
Jeg vil rigtig gerne bevare min hjemmefødsel, men sørme da ikke for enhver pris. Det er som om nogen mennesker tror at tanken om hjemmefødslen er for min skyld og at jeg tilsidesætter babys tarv, trivsel, og endog liv som nogen så sympatisk formulerer det!!! Jeg kan ikke andet end blive såret over det for jeg skulle da nok mene at der er INGEN andre mennesker for hvem babys trivsel og liv betyder mere for end mig - jeg er for pokker dens mor og ønsker netop denne hjemmefødsel med tanke på at jeg er overbevist om at det er det bedste og mest sikre for baby. Askes fødsel er blevet vendt i mit hoved igen og igen her på det seneste, bl.a. i et forsøg på at overbevise mig om at en hospitalsfødsel måske ikke er så tosset endda - det virker bare ikke, tvært imod bliver det en dårligere og dårligere fødselsoplevelse for mig jo mere jeg tænker over det og en rigtig skidt start på livet for Aske - som måske, måske ikke, kan forklare nogen ting omkring hans første svære tid udenfor min mave...
Jeg græder, er vred, sur og arrig på et system som ikke ser på mennesker men på reglementer og så bliver jeg stædig og får trang til at handle! Så nu skal der sættes ind med div. heksekunster for at se om baby kan lokkes ud ad mere naturlige veje end dem sygehuset og lægerne har at byde på!
Hvis det ikke var for nogen skønne og stærke kvinder omkring mig, så ville jeg føle at jeg var verdens mest alene om den her fødsel og mine tanker omkring den og mit barn, så tak til jer fordi I lytter og bare fordi I er...
Dani
Abonner på:
Opslag (Atom)