mandag den 25. januar 2010

Vi venter...

men jeg tror faktisk at jeg er den eneste der efterhånden ikke er utålmodig. Jeg tænker at baby har en god grund til at blive hvor den er, og med de temperaturer vi har for tiden, kan jeg ikke fortænke den i at blive inde i varmen...
Forstå mig ret, jeg glæder mig jo helt vildt til min hjemmefødsel og til at se hvad maven gemmer på, men som jeg skrev for nylig, så nyder jeg også mine hverdage som de er nu.

onsdag den 20. januar 2010

Hip hurra

Han har fået masser af hilsner på FB men her kommer så også lige en fra mig. Tillykke med fødselsdagen Kim, håber du har haft en god dag?! Vi forsøgte at gøre dagen lidt festlig...

tirsdag den 19. januar 2010

Livet er skønt

Jeg nyder min hverdag - sådan helt igennem og lige fra jeg står op og til jeg går i seng, og faktisk også natten igennem, selvom den foregår noget afbrudt og med sovende arme...
Jeg er lige hvor jeg allerhelst vil være, hjemme sammen med Aske. Nogen dage er vi på farten hele dagen til forskellige aktiviteter og på besøg, andre er vi afsted og lege med gode legekammerater og andre nulrer vi rundt herhjemme hele dagen og hygger med leg, madlavning og kreating.
Jeg ved ikke om jeg nyder det ekstra meget lige i disse dage fordi jeg ved at det snart er slut - altså at gå hjemme kun med Aske. Lige om lidt er vi 4 mennesker som skal få en hverdag hjemme til at fungere - det glæder jeg mig også til, men det er samtidig noget nyt og "hvordan mon det skal gå" bekymringerne kan jeg ikke helt slippe.
Jeg har fået været super kreativ på det seneste også og det er nu altså ret fantastisk at få lavet noget sådan helt konkret og beviseligt ;o) og måske har jeg igen været så effektiv fordi jeg måske lige om lidt er bænket til sofaen med en ammende baby i armene i laaaaaaaaaaaaang tid?! et billed-blære indlæg må komme...
Egentlig vil jeg bare sige at jeg synes jeg har det ret fantastisk lige nu og at hjemmelivet i den grad passer mig ;o) God aften

lørdag den 9. januar 2010

Klar?!

Jeg kan i princippet gå i fødsel hvornår det skal være og det store spørgsmål, som jeg mere eller mindre dagligt stiller mig selv, er så om jeg er klar til det?! Forberedelserne til det at skulle være mor for anden gang er meget anderledes end da det var mit første barn jeg ventede. De mange timer jeg brugte på at tænke på barnet, ligge på sofaen og fokusere på barnets bevægelser, alle bøgerne om graviditet og fødsel der blev læst osv. er denne gang erstattet af en hverdag som tvinger mig til at være i nuet og rette min opmærksomhed mod det barn som er mit første. Jeg ærgrer mig ikke og klager på ingen måde, for jeg har lige præcis den hverdag jeg aller helst vil have og jeg nyder hver eneste dag ;o) Konstaterer blot at jeg vist næppe bliver lige så klar til denne fødsel som jeg var til Askes og det er sikkert også helt fint.

Vi er nu et godt stykke igennem listen med praktiske gøremål inden fødslen og der faldt lidt mere ro på nu hvor vi i aften har afprøvet fødekar. Tænkte at det var meget rart at konstatere hvor meget sådan et kar fylder og hvor lang tid det tager at klargøre og så benyttede Aske og jeg os selvfølgelig af muligheden for at tage et dejligt langt bad i stuen... Der mangler endnu et par praktiske gøremål, men det væsentligste er på plads så nu er det snart kun den mentale forberedelse det halter med - uanset skal barnet være så velkommen når det beslutter at ville ud i verden til os og jeg er sikker på at jeg på et splitsekund bliver klar til at tage mig af mit barn nr. 2 - for mor til det er jeg jo allerede!

lørdag den 2. januar 2010

Godt nytår

Så er vi hjemme igen men I skal ikke snydes for en lille nytårshilsen, som her kommer i form af et billede...