onsdag den 22. juli 2009

Lidt mere ferie

Godt nok er vi hjemme igen nu, men I skal da ikke snydes for et lille læs og kig med i Askes og mine dage i Vejle og omegn :o)
Der var som sagt fuldt program på når der nu skulle holdes ferie i det jydske med moster og Tobias, og det har i den grad været mainstream-dansker-ferie, men det har hyggeligt og Aske har nydt det i stor stil.
Vi har været i Givskud løvepark, hvor Aske blev skræmt over et så fredeligt dyr som girafferne - han syntes åbenbart de var meget frygtindgydende når de sådan kom slentrende hen mod bilen. Han brugte resten af dagen på at bearbejde oplevelsen ved at bekræfte sig selv, og alle os andre om, at "girafferne er ikke her, de er langt væk". Det lille pus!
Legoland blev også besøgt, sammen med ½ mill. andre, hvilket nær havde taget pippet fra både mig og Aske. Aldrig har han siddet så meget i sin klapvogn før - han kunne simpelthen ikke overskue at komme ned at gå mellem alle de mennesker og udsigten var ikke altid den bedste i slyngen (som han ellers også tilbragte en del af dagen i). Han fik prøvet lidt forskellige forlystelser og var ellers mest fascineret over alle de både, tog, fly og biler der kørte rundt i miniformat. Nå jo, og så at stable madkasser, fnis (måske fordi der lige præcis der ikke var mennesker).
Ellers gik aftenerne i Vejle med leg og hygge. Total selskabsabe ham Aske, gik i seng samtidig med os andre og satte sig veltilpas hen i sofaen om aftenen om sagde "kaffe og kage" og forventede så en vis form for servering :o) Han er skøn skøn skøn.
Turen hjem gik forrygende. Aske sov hele vejen, Tobias noget af den, så der var rig lejlighed til at få sludret med søster, som også sørgede for løbende forfriskende. Nu vil jeg hænge lidt vasketøj op og så liste ind i sengen til Aske, som for første gang i denne uge er gået i seng FØR mig.

lørdag den 18. juli 2009

Aaah

Så siler regnen stille og roligt ned udenfor, alt i mens jeg sidder her i en sofa med fødderne oppe og den bærbare i skødet ;o) Aske ligger på loftet og sover og Kim ser tv/læser, lettere rastløs over at der vist ikke er udsigt til at kunne slå græs i dag. Formiddagen er gået med at plaske rundt i den lokale svømmehal, noget der i den grad er en yndet aktivitet for Aske. Han kaster sig frygtløs ud i bølgerne og var frisk på at prøve den store rutsjebane - jo jo en modig lille vandhund vi der har :o)
Vi har haft nogle rigtig dejlige dage her i Stensballe og omegn. Hygget en masse, leget med alt det skønne legetøj som huset er fyldt med, spillet bold i haven, besøgt den lokale rideskole flere gange, leget med husets kat, været en tur i Århs og ja bare virkelig nydt at være sammen uden at skulle en masse andet end lige præcis det vi har haft lyst til.
Kims ferie nærmer sig en ende og i morgen tager han hjem. Cøster/moster og Tobias kommer og dem skal vi så mødes med i Vejle og feriere lidt med dem. Der er udsigt til fuldt program de næste dage, men heldigvis er det hyggelige ting vi skal så det glæder jeg mig også til. Aske ved ikke hvad han har i vente, men jeg er sikker påa t han også får nogle skønne dage, om ikke andet så fordi moster er til stede ;o)
Jeg nyder at have ferie...
og så lige lidt billeder:

tirsdag den 14. juli 2009

Dagens bommert

Friske og frejdige satte vi i morges kursen mod vores næste feriemål - Jylland! Turen startede rigtig godt med mig bag rattet og Aske og Kim hyggede på bagsædet. Efter lidt tid faldt Aske i søvn og planen var at vi så kunne nå til Odense før han vågnede... Da vi kunne se broen ved Korsør, gik det op for os, at nøglen til det hus vi skal feriere i, stadig lå i skuffen hjemme i lejligheden i Kbh. Vi nåede lige at vende bilen inden vi nåede betalingsanlægget, og da Aske vågnede fra sin lur, var vi ved at være tilbage til vores udgangspunkt, ØV!
Efter frokost og en legepause hjemme, forsøgte vi igen, og med nogle stop undervejs, nåede vi Odense midt på eftermiddagen, hvor vi gik en tur i zoo. Havde et par hyggelige timer der, og så tilbagelagde vi ellers resten af strækningen med en sovende Aske og Dani på bagsædet.
Vi er nu landet i det skønneste blomsterhus i Stensballe ved Horsens. Her er fuldstændig fantastisk og husets kat er allerede blevet bedstevennen, træhuset er indtaget og vi har været på rov i div. buske og træer, hvilket har resulteret i, at jeg lige om lidt sætter mig i sofaen med en stor skål friskplukkede hindbær og kirsebær, mums! sammen med mine to yndlingsdrenge :o)

mandag den 6. juli 2009

Sverige

Så er vi hjemme igen efter 1 uge i Sverige. Vejret har været pragtfuldt (om end til tider en anelse varmt) og vi har i det hele taget haft en fuldstændig fantastisk tur.
Dagene er gået med at kaste sten, rigtig rigtig mange sten, i vand, bade, fange insekter, kigge på tissemyrer, lave mad på trangia, gå ture, opleve, hygge og være bare sammen. Tiden er til gengæld ikke gået med at sove. Aske mente at han ikke havde behov for mere søvn end Kim og jeg, så vi er gået i seng på samme tid om aftenen, hvilket godt kunne blive henad 23. Det har bestemt ikke ødelagt hans gode humør, for han har bare haft fuld knald på og været så sød og sjov når han med sine store bedende øjne kiggede op på os og sagde at vi skulle gå bare en lille tur mere ud i skoven, eller lige ned til søen og kaste en smule sten i vandet.
Jeg kunne skrive en hel masse om vores tur, som bare har været en rigtig god en af slagsen. Særligt må jeg fremhæve vildmarkscampen, som bestemt skal besøges igen... En del af alle herlighederne følger her på billeder...