torsdag den 31. januar 2013

Regnbue hue

Det lader til at vinteren ikke helt vil slippe sig tag og min gamle hue var temmelig trist at se på, så jeg har strikket mig en ny. Meget enkel glatstrik... Jeg var ret vild med den dobbelte kant på min mors hue, så sådan en har jeg også lavet på denne - det gør den lækker varm på de mest udsatte steder; pande og ører ;)

mandag den 28. januar 2013

Nye firkanter

Ej jeg burde virkelig gøre noget ved de firkanter inden jeg smider dem på bloggen - de er faktisk fine og firkantede i virkeligheden :)
Øverst tv. er lavet med inspiration fra den her opskrift, men jeg fandt hurtigt ud af at den ville blive ALT for stor. Jeg lavede den derfor i stgm i stedet for dbstgm som i opskriften, og fulgte den kun indtil 4. rrunde hvorefter jeg improviserede udfra billedet :)
th. er fra et  specialhæfte i hendes verden uge 46 i 1978 :) Min mor havde fundet en stak gamle damebladsopskifthæfter til mig, og den her lille firkant er starten på opskriften til en grydelap. Der er virkelig meget fint hækleri og strik i de gamle hæfter, så der kommer helt sikkert mere fra dem...

Nederst tv. er lavet ud fra fri fantasi. Jeg havde noget garn og en hæklenål, men ingen opskrift med en dag jeg var i byen og så lavede jeg den her. Meget simpelt: hstgm i en spiral (som jeg fornemmede mig frem til...) og til sidst en omgang hvor spiralen blev gjort firkantet. Jeg elsker simpelthen at hækle - fordi det er så enkelt at lave og forme noget hen ad vejen :)
th. er herfra, dog passede den ikke med mine mål, så jeg tilføjede en runde "mandala" inden jeg lavede den til en firkant. Til sidst tilføjede jeg en omgang fm.

Generalprøve...

Vi er i fuld gang med forberedelser til ferie i Thailand, i hvert fald af den mentale slags :) i dag har drengene afprøvet badetøj, leget at de bader og spiser is - hele dagen. Fin tøjafveksling for Toke, som ellers ikke har været ude af den lånte tigerdragt siden onsdag :)
Det holder hårdt at få, især Aske, lokket udenfor men så er det godt at vi også bare kan have hjemme/indedage...

lørdag den 26. januar 2013

onsdag den 23. januar 2013

Sne & sol

Nu kunne man fristes til at tro at al min tid går med at hækle. Det er dog langt fra tilfældet (status på firkanterne er, at der ikke længere kommer en ny til stakken hver dag...) der er bare ikke så meget andet at rage billeder af for tiden. Aske siger hver dag at NU kan han altså ikke tage overtræksbukser på selv mere for han har gjort det SÅ mange gange. Han siger også dagligt at han ville ønske det var sommer... Altså lever vi et ret stille (inde)liv for tiden men kan begynde at glæde os til sol og varme :) børnene er vaccineret, nyt pas kommet, beholdning af sandaler og badetøj tjekket og vi er vist alle temmelig klar til at tage på ferie :)
I dag har vi dog også nydt solen - men mest frosset...



lørdag den 19. januar 2013

African flower mm

Jeg har i denne uge lavet african flower i forsk varianter. Jeg har brugt Sisses opskrift som basis, og den første jeg hæklede, var præcis som hun angiver (den til venstre), og så selv tilføjet og fjernet antal kronblade - bare fordi jeg synes selve blomsten er virkelig fin. Nu skal jeg så bare lige have lavet dem om til firkanter :)

Her er de andre firkanter jeg har lavet i ugens løb...
Først denne opskift, hvor jeg tilføjede en ekstra omgang med fastmasker.
Den næste i samme stil, men alligevel anderledes. Det var også på denne side at jeg gjorde en fantastisk opdagelse, som jeg bliver NØDT til at dele :) Når man hækler firkanter, starter man som regel med at slå x antal lm op som man så vha, en km samler til en ring. Det er så i denne ring den første runde laves. Jeg synes godt det kan være lidt svært at få samlet til en ring og endnu mere svært at få plads til f.eks. 12 stgm i en 4 m kæde - men ikke længere, for nu har jeg lært at lave en Adjustable Loop - se DET er smart OG enkelt ikke mindst :)


Firkanten med de 4 små lilla ringe er endnu en hentet hos Frankie's Knitted Stuff. Jeg valgte at hækle de små firkanter sammen i stedet for at sy, som angivet i opskriften.
Den sidste er fra signed with an owl med den ret store ændring at min firkant skulle være betydelig mindre end i opskriften. Jeg fulgte opskriften t.o.m. 3. runde og så skulle jeg så selv få de to omgange "firkant" til at passe med størrelsen. Efter et par forsøg lykkedes det:
4. runde: som opskriftens 7. runde.
5. runde: der hækles i lm buerne således: (1 hstgm, 2 stgm, 1 lm), (3 stgm, 2 lm, 3 stgm. 1 lm), (2 stgm, 1 hstgm, 1 lm) dette gentages i alt 4 gange og afsluttes med km i den første hstgm
6. runde: som opskriftens 9. runde, selvfølgelig tilpasset denne firkants størrelse
Mon det gav mening?!

Jeg har forresten lært endnu en ny ting i ugens løb (juble juble) og det er ved farveskift. Jeg har forsøgt mig med et par måder at fastgøre garnet men synes at den nye måde standing stitch indtil videre er den der fungerer bedst. Jeg får vild optur over at lære nyt :)

lørdag den 12. januar 2013

8 firkanter


Sidst tilkomne er fra "sols(tr)ikke" med den ændring at jeg i stedet for den sidste runde med hvid kant, har hæklet en omgang hstg masker :)


En anden fordel, end dem jeg beskrev i mit første indlæg om "en firkant om dagen" er, at jeg kan få brugt en masse af mine garnrester, hvilket har været tilfældet indtil nu... Jeg synes dog at jeg manglede lidt lyse farver, så i dag er der blevet suppleret med lidt blandede Isager bolcher :)

fredag den 11. januar 2013

Firkanter

Lidt flere til den roligt voksende samling. Indtil videre har jeg fået lavet en om dagen :) jeg tænker det måske ender med at nogen bliver kasseret, i takt med at jeg bliver bedre og får bedre kendskab til hvordan garn og mønster passer sammen (og ikke mindst hvad der ikke passer sammen... Taler af erfaring her)
Nå men her et lille kig på de tilkomne firkanter
tv. Utjekket men jeg kan ikke lige huske hvor ideen til den her er fra - jeg har kigget virkelig mange opskrifter, billeder og mønstre...
th. Jelly mould er også fra Frankie's knitted stuff (jeg kommer til at lave mere fra hende for der er så mange fine ting). Den er blevet lidt "fluffy" pga. garnet, så jeg påtænker at den igen i noget andet garn.
tv. nr. 16-28 fra drops, minus sidste omgang. Og her erfarede jeg så at det valgte garn duede meget dårligt til opskriften. Det er svært at få øje på blomsterne i farvevirvaret...
th. Her kastede jeg mig ud i at hækle en firkant som jeg ikke anede hvordan så ud, idet opskriften, som jeg faldt over hos "strikkeren", kun bestod af tekst :) jeg har tilføjet en omgang fm til sidst

Hjertet er fra craftyminx og baggrunden har jeg selv hittet på.

onsdag den 9. januar 2013

Og så en af de der andre dage...

Hvor alt bare er fantastisk. Jeg har haft to virkelig glade børn hele dagen...
På morgencafe hvor de sad og snakkede og ikke plagede efter kage.
I legestue hvor de legede så godt, både med hinanden og de andre børn.
Ud i regnen uden brok, men i stedet en hyggelig gåtur på korkegården mens Toke sov.
Op i lejlighed i fuld firspring og ned igen og ind i en stuvende fuld metro - igen helt uden krise. Gå afsted, igen i regn, denne gang akkompagneret til Askes sang.
Til dejlig fødselsdagsfejring af moster på sushi restaurant hvor de legede, spiste og hyggede (ok Toke endte så med at kaste op, men var bagefter igen et stort smil).
Trætte hjem, gik begge op til 4. sal og så i seng med et smil på læben.
Aaaaaaah sådan en dag som i dag, hvor alle er glade og har overskud, hvor ingen er sure og råbene men fulde af grin, smil og kram.... Der findes ikke noget bedre og det hele giver mening igen...





tirsdag den 8. januar 2013

En af de der dage...

Hvor det hele bare er sådan lidt øv... Sovet vildt dårligt, og lidt, fordi når børnenes behov i løbet af natten var dækket, så kunne jeg ikke falde i søvn igen.
Ungerne startede ud med at lege rigtig godt, tog badetøj på og legede svømmehal, fandt ALLE bamser frem og holdt bamsefest, men endte efter 1 times tid i total kaos med ting ud over det hele og børn der skændtes og sloges konstant.
En sur og træt mig som bare blev lidt for hurtig sur og råbende.
Afsted med os, fik puttet ungerne i ladcykel, for at konstatere at cyklen var flad! Håbede på lidt luft ville gøre tricket, hvilket virkede, så afsted med os - begge børn falder i søvn og så er cyklen totalt flad igen. Denne gang virkede luft ikke så jeg har nu skubbet en meget tung cykel til Nørrebro hvor jeg venter på afløsning...
Håber resten af dagen bliver lidt bedre!

mandag den 7. januar 2013

Mit firkantede projekt...

Den første firkant jeg hæklede (forrige indlæg) var i tykt uldgarn på nål 5, ligeså var den næste (billede). Opskrift fra lutter idyl.
Og så var det at jeg tænkte at det bliver for kraftigt, tungt og voldsomt...

Nu er jeg så startet forfra, i tyndt uld & alpaca, på nål 3 og jeg er allerede langt mere tilfreds med resultatet (selvom jeg kun har fået hæklet to nye firkanter) :)
Den første lille firkant er samme opskrift som den ovenfor...

Den næste er fra Drops design - fascinerende hvor forskelligt er resultat man får, blot ved at bruge andet garn. Den er mit første forsøg i at hækle efter diagram.

Pt er firkanterne ca 7,5 x 7,5 cm og det er mit udgangspunkt, men skulle det vise sig at jeg får firkanter i en anden størrelse også, tænker jeg nok det kan løses ;) Den første firkant "wheels within wheels" skal jeg klart have lavet igen i tyndt garn, men nu var der bare liiiige et par andre jeg ville have hæklet først :)
(og så beklager jeg de ikke så gode billeder, men jeg har så lidt tålmodighed... så jeg gider hverken strække firkanterne, hente spejlreflekskamera eller vente på godt lys før jeg tager billeder :-) )

fredag den 4. januar 2013

En firkant om dagen...

Jeg faldt over en blog i går, med en som havde haft et "a square a day" projekt og jeg tænkte straks at det kunne være en virkelig god måde for mig at
1) lære flere hækleteknikker at kende
2) øve mig i at hækle
3) altid at have noget at hækle på
4) få et hjemmelavet slumretæppe.

Så nu kaster jeg mig ud i projektet, så ser jeg hvor det fører mig hen. Hvis nogen er i besiddelse af en fin opskrift eller ide til en hæklet firkant, vil jeg meget gerne se/høre.

Og lad mig så præsentere projektets første firkant:

 Opskriften hedder wheels within wheels :)

torsdag den 3. januar 2013

En elefant

Toke sover middagslur hvilket giver Aske og jeg lidt dejlig duotid. I dag er den blevet brugt på at lave en elefant :)

onsdag den 2. januar 2013