Aske drønede rundt på gulvet og syntes uden tvivl at det var skønt at deltage i sin første gymnastikopvisning, at høre alle tilskuerne klappe og bare at drøne rundt som han plejer, kravle op og ned af forhindringer, krybe under lagner osv. osv. alt i mens musikken drønede ud af højttalerne. 
For mig var det som at tage et skridt 20-30 år tilbage i tiden og jeg kunne i den grad genkalde mig følelsen og sommerfuglene i maven inden man skal "på gulvet" og vise hvad man har lært og øvet i løbet af en lang vinter. Det fællesskab der mærkes ved sådan et arrangement hvor der er deltagere i alderen 2-90 år er ubeskriveligt og kun noget jeg har mærket i gymnastikforeninger. Det at vise sin glæde over at være med og at vise - uden forventning om præmier eller kamp om placeringer, men blot glæden over at dele en fælles interesse - det er altså ret så skønt!Jeg kunne allerede nu mærke hvordan Aske også følte sig som en del af fællesskabet da han først selv lavede gymnastik og da han bagefter, sammen med sin ven Silas, stod og betragtede nogle af de andre hold være på gulvet.
Personligt håber jeg der gemmer sig en lille gymnast i maven på mine børn - både så de kommer til at være en del af sådan et fællesskab men også så jeg igen kan komme til den årlige gymnastikopvisning og få lov at sidde og være stolt og glad på mine børns vegne...
2 kommentarer:
Hej søster
jeg kom til at tænke på sidste gang jeg så dig til gymnastikopvisning - det var det år hvor jeg var gravid med Jonas, så det er 21 år siden :0)
jeg er sikker på at dine børn bliver gymnaster - pøj pøj med mange gode oplevelser i årene fremover.
tak for billederne
Hvor er det bare hyggeligt at se ,når vi ikke kunne være til stede,det håber jeg at jeg kan i fremtiden,kan godt huske mange opvisninger med børnebørn,især Anja og Sara i Klemmesker
Send en kommentar