Jeg har været alene siden kl 15 i går eftermiddags. Jeg har sovet alene i nat for første gang i 4½ år. Det er vildt mærkeligt, dejligt, underligt og trist på samme tid. Faktum er dog at jeg har brug for det, og har haft brug for det gennem noget tid.
Jeg ved der var nogen som nåede at læse et blogindlæg fra mig den anden dag, inden jeg igen besluttede mig for at fjerne det. Det var et rigtig trist indlæg, og jeg fjernede det fordi jeg tænkte der ikke var grund til unødig bekymring hos nogen, og at jeg måtte vente med at fortælle om det triste til jeg også kunne fortælle lidt godt. Det satte lidt tanker i gang om det her blogging-noget og hvor meget og hvad jeg har lyst til at stille til offentlig skue. Jeg har skrevet dagbog på jævnlig basis så længe jeg har kunnet skrive, men i takt med at børnene rykkede ind i mit liv, er dagbøgerne rykket ud - og denne blog, som jeg er glad for at have og som jeg ofte betragter som min dagbog - dog med den lille detalje at andre kan læse med (og det glemmer jeg nogen gange).
De sidste par måneder har været vanvittig hårde, især for min mentale tilstand. Jeg elsker min hverdag med drengene men at være alene med dem 24-7 slider på mig. For snart 4½ år siden blev jeg mor for første gang og mit liv kom til at give mening på en helt ny måde. Jeg blev taget med storm af dettte lille nye menneske og blev fuldstændig opslugt i min rolle som mor. jeg elsker at være mor, og er klart den del af mig som fylderr mest, men den har også gjort at jeg har glemt hvordan jeg mærker egne grænser og behov. "mig selv" blev skubbet helt i baggrunden for nærmest at forsvinde hvilket jeg har haft det fint med. Nu står jeg så her, dels hvor min livssituation er ændret og dels hvor behovet for at mærke mig selv og være mig selv igen er blevet tydeligt. Problemet er nu at jeg ikke rigtig kan finde ud af det - altså det der med at mærke mig selv, mine grænser og behov.
Der er på det sidste blevet grædt alt for meget herhjemme, råbt, trøstet og grædt noget mere. Det blev tydeligt for mig at jeg har trukket den alt for langt og længe og at det er på tide at jeg stopper op og giver mig selv mulighed for at mærke efter mig selv. Det betød bl.b. at Kim og jeg aftalte at Toke skulle på overnatning hos ham, sådan at jeg på sigt kunne få nogle hele dage (og nætter) uden børn. Planen var at han kun skulle have Toke, men det ville Aske ikke høre tale om. Hvis Toke skulle sove hos Kim, ville han også. En hastig beslutning blev truffet (ikke af mig, hvilket nok var meget godt, for det er jo netop det jeg har så pokkers svært ved) og derfor har jeg ikke haft nogen børn siden i går eftermiddags.
Tiden løber og jeg havde faktisk en del mere på hjerte, men nu vil jeg cykle afsted og hente mine børn. Jeg glæder mig til at se dem, og jeg VED de har haft det godt (har jo talt med Kim ik?!) God lørdag
2 kommentarer:
Ja at mærke efter kan være vældig kompliceret!
Elsker dig og dine drenge.
Kæreste Dani . Du er dig og du duer,tak for jeres dejlige besøg ,også selv om jeg måtte gå hjem og sove,glæder mig til vi ses igen,husk I alle er en meget stor gave,vi må alle passe må os selv knus
Send en kommentar