Tokes fødsel

Tænker at siden jeg nu har indviet jer i tidligere tanker om fødsel, har jeg også lyst til at dele selve fødselsoplevelsen, eller i hvert fald udsnit deraf, her på bloggen.

Onsdag aften dansende Aske og jeg rundt i stuen hele aftenen for at sætte skub i veerne men da det tilsyneladende ikke havde nogen effekt, gik vi i seng. Ved 2 tiden vågnede jeg og undrede mig over hvorfor jeg var vågnet. Ganske kort tid derefter fik jeg en ve, og om det var den første eller om jeg reelt var blvet vækket af en ve ved jeg ikke, men nu havde jeg i hvert fald en forklaring på min opvågning.

Jeg blev liggende i sengen og havde et par veer mere, men fortrak hurtigt til stuen for jeg havde brug for at bevæge mig rundt. Ved 3 tiden vækkede jeg Kim og bad ham komme ind i stuen, mest bare lige for at rydde gulvet for legetøj sådan at der på et tidspunkt kunne blive plads til fødekarret.

Veerne tog ret hurtigt til, så der blev ikke tid for Kim til at gå i seng igen, for han blev beordret i gang med at puste karret op og få det fyldt. I mellemtiden fik jeg ringet til søster Connie som vi havde en aftale om skulle komme og være sammen med Aske under fødslen. Jeg fik også ringet efter en jordemoder og på et eller andet tidspunkt mellem de 2 ankom, hoppede jeg op i karret.
Det var ret fantastisk at være i det varme vand, og jeg fortrak ind i min egen lille boble og lod verden udenfor være der og koncentrerede mig om det min krop var i gang med. Jeg sendte mange tanker til baby inde i maven og forsøgte at møde veerne med positive tanker, hvilket i grunden på ingen måde var svært. Jeg vidste at nu var fødslen i gang og jeg skulle snart se min lille baby som vi havde ventet så længe på. Kl. 7.30 var der vagtskifte og den nye jordemoder, Merete, kom. For mig var det helt fint, dels var den nye super garvet, både udi hjemmefødsler og i faget generelt og dels så havde jeg egentlig ikke så meget brug for hende. Jeg havde behov for at være mig selv, og det fik jeg lov til. Jeg var oppe af karret et par gange og hver gang skete der noget andet med veerne - jeg hoppede dog hurtigt op i karret igen, for vandet var så dejlig fslappende at være i. Jeg husker at jeg hver gang jeg åbnede øjnene undrede mig over hvordan lyset i stuen ændredes og jeg konstaterede at natten var gået og en ny dag begyndt. I de sene morgentimer fik jeg vesvækkelse, hvilket stressede mig lidt, men jordemoderen forsikrede mig om at det var helt ok og at det var kroppens måde at hvile på inden "le grand finale" eller hvad man nu skal kalde det. Jeg blev rastløs i karret og ved 10 tiden steg jeg op af karret og lagde mig hen på vores sofa. Ganske kort tid derefter fik jeg voldsom pressetrang og mens solen sendte sine stråler ud over det hvide vinterlandskab og ind gennem vores vinduer, fornemmede jeg at det var tæt på nu. 10.35 fødte jeg den lækreste lille baby, som straks kom op at ligge på min mave (billedet er taget 10.37).

Der lå min varme baby så og det var først efter 10 minutters tid at jordemoderen spurgte om nogen havde set hvad det blev. Kim sagde at det var en dreng, men for at være sikker, løftede jeg håndklædet og Kim konstaterede at det var en lille lækker varm og nyfødt dreng der lå på min mave.

Han søgte brystet ret hurtigt og tog sin første ammetår efter ganske kort tid. Det var bare så fredfyldt og dejligt at have ham lige der uden at nogen forstyrrede, pillede eller på anden måde mente de havde del i denne første helt særlige stund. 16 minutter efter Toke blev født, fødte jeg moderkagen og pulsationen i navlesnoren standsede, hvorefter Kim klippede den over.

Det var en fantastisk fødsel hvor jeg på alle måder fik det som jeg gerne ville have det. Der skete lidt småjusteringer udnervejs, men det hale gav mening, både i øjeblikket og nu efter det hele er blevet tænkt igennem nogen gange. Hvis jeg skulle beskrive fødslen af Toke med et ord, må det være fredfyldt! Ikke at jeg var særlig fredelig at høre på hele tiden, men den ro og fredelige stemning hele lejligheden summede af, gjorde det til MIN fødsel hvor jeg fik hjælp på de tidspunkter jeg havde brug for det. Ingen kiggede på uret (undtagen for at konstatere fødselstidspunkt), ingen jagede på mig, ingen tilbød smertelindring og ingen blandede sig i hvordan jeg opholdt mig eller arbejde med veerne. Jeg fik opbakning og forsikringer om at baby havde det godt og at jeg bare skulle gøre hvad der føltes rigtigt og det var lige hvad jeg gjorde.

Tokes start på livet har været helt fantastisk - både selve fødslen men også de her første dage efter og jeg er fuldstændig overbevist om at hans rolige gemyt, i hvert fald delvis, skyldes hans rolige ankomst til verden udenfor maven.

Der er ingen tvivl om, hverken for Kim eller jeg, at skulle vi være så heldige at blive beriget med endnu et barn, så skal det også fødes hjemme for en bedre oplevelse og start på livet kan vi vist ikke tilbyde et barn...