Efter at jeg for et par uger siden lavede min lille "ugen i billeder-dagbog" her på bloggen, har noget rumsteret i mit hoved. Det er den kommentar som min store storesøster efterlod... Hun skrev noget i retning af at "der også er andre billeder der kunne tages".
Jeg tænker at vi jo klart vælger, og det endda med stor omhu, hvad vi viser frem - på en blog, på facebook, når vi går på gaden og måske endda også hvad vi lader os selv se.
Jeg føler mig egentlig ikke som en super privat person så min første tanke var derfor at jeg da gerne ville lave en ny uges billeddagbog og vise lidt andre ting og sider frem. Tage billeder af de uskønne ting - konflikterne, tårerne, skubbene, frustrationerne, nedsmeltningerne, råbene m.m. men må bare sande at det, i hvert fald for mig, ikke er muligt. Og det skyldes hverken at de uskønne ting ikke findes her eller at jeg ikke tør vise dem frem (tror jeg nok?!) men simpelthen at når de sker, så har jeg mere end rigeligt at gøre med at tænke mig om og ellers bare trøste, kramme, rumme og være i det...
Når det så er sagt, så er der også en dimmension i det som går i retning af hvor tilstedeværende en mor jeg ville være hvis jeg hev kameraet frem når der er en som trænger til et pust på knæet, et kram, en "styren i den anden retning", hjælp til at få overtræksbukserne på inden den totale nedsmeltning, hjælp til at komme ned af en stol før faldet samt hvilken følelse det ville efterlade mine børn med hvis jeg havde overskud og tid til den slags når de har brug for mig. Endelig er der det faktum, at det størstedelen af tiden nok var drengene der skulle udstyres med et kamera og jeg tror faktisk ikke jeg ville synes det var fantastisk rart at blive billeddokumenteret når jeg er ked, frustreret, sur, føler mig magtesløs, træt og ude af stand til at være en god legekammerat der har den nødvendige mængde indlevelsesevne.
Konklusionen må derfor være, at billederne af vores hverdag, også fremover, vil afspejle det som der er mest af, nemlig glade og søde drenge :o)
8 kommentarer:
Kære skat .Hvor er det dejligt,at vi fortsat må være med i de lyse øjeblikke,og så må vi alle prøve at glemme det ,som ikke er så godt.Dejligt at livet byder på så mange pasetter,og at de lyse er de fleste. Glæder mig til næste gang der kommer billeder,og til I kommer i eftermiddag.
Jeg er naturligvis enig med din mor!
Det er jo alligevel ikke sådan, at de dårlige stunder går i glemmebogen fordi de ikke bliver billeddokumenteret - men in the end er det jo alt det dejlige, som man gerne vil huske på og mindes om; og heldigvis også dét, som fylder mest, når man er sammen med jer 3 dejlige mennesker<3
Kram
Kære søster....
ja jeg skrev en komentar til dit indslag den 11.2 og du refererer det helt korrekt.
Jeg tænker bestemt ikke, at vi skal fokuserer på de stunder eller øjeblikke hvor tingene går galt eller er svære -
Jeg beundre netop dig for at se og billeddokumentere de mange dejlige stunder du har med dine dejlige drenge.
knus fra en fortsat pavestolt store store søster
@ Birgit; jeg læste det heller ikke osm at du synes jeg skulle fokusere på det "negative", men din kommentar satte bare lige nogle tanker i gang hos mig om, hvad det er jeg vælger at lægge vægt på - og vise frem! og så er der jo bare klart klart overvægt af alt det dejlige ;)
Kram
smiler...........
Kram og rigtig god ny uge
Halløj - fik lige kig på indlægget fra den 10. februar. VILDT at her 18 dage efter så styrter Toke bare rundt.
VILDT som øvelse gør mester.
Ja, det må han have, han styrter derud af hele dagen.
Kram fra mig til alle jer i kbh (altså jer som jeg kender)
Meget tankevækkende indlæg og du beskriver det bare så fint som kun du kan.
Og du har fuldstændig ret i alt det du siger, fordi det er lyset, smilene og alt det andet skønne som gør os glade og lykkelige. Alt det andet hører self med, men det der holder os kørende, smilende og levende er først og fremmest når vores børn er glade, tilfredse og frie<3
Men Dani herhjemme er det dog en gåde at du ikke drikker kaffe og stadig hjemmepasser... hi..hi.
high on life, Stine ;o) fnis
Send en kommentar