Mit liv og mine valg

Det er ikke altid jeg bliver mødt med den største forståelse for de valg jeg har truffet som mor, men det lever jeg fint med, for det føles rigtigt for mig og heldigvis omgiver jeg mig med mange mennesker som støtter mig og i hvis selskab jeg føler mig helt normal, ja ligefrem som en del af en majoritet. Ikke at det i sig selv er ønskværdigt, men nogen gange er det rart at kunne trække kløerne ind og slappe af uden at være parat til næste frontalangreb.

I øjeblikket florerer der en del debat, meningsudgydelser, smagsdommeri og fordomme i verden omkring mig. Jeg svinger selv mellem lysten til at ville deltage i div. debatter på den ene side og holde mig langt fra dem på den anden.

Denne gang startede det hele med at Time Magazine bragte en forside med en mor der ammede sit 3-årige barn. Pludselig føj det med ord som klamt, perverst, mænds ret til kvindens bryster, mødres behov og hvad ved jeg (se f.eks. debatten i politiken). Forargelse for amning skubbede åbenbart til visse menneskers behov for at udtale sig om at forældres omsorg er problematisk for institutioner, og at kvinden fastholdes i gamle kønsrollemønstre ude af stand til at være en del af det moderne samfund, jvf. Kristeligt dagblad. Selvsamme avis oversatte attachment parenting med fastgørelsesforældreskab - ikke ligefrem et ord der bringer de bedste associationer vel?!

Aske 2½ år gammel, Toke i meget gravid mave...

Med ligesindede blev der talt om at stoppe med at debattere men i stedet informere. Jeg synes det er en god ide med oplysning men blev samtidig grebet af tanken om hvorfor jeg i grunden skal forklare og helst videnskabeligt dokumentere for mine valg - især når nu langt de fleste er truffet på baggrund af hvad der føltes rigtigt i maven og moderhjertet. Jeg kunne fortsætte med at komme med links til undersøgelser der understøtter det gode ved at være tæt sammen med sine børn, men hvor ville jeg finde tilsvarende undersøgelser der viser sutteflaskers, tremmesenges, barnevognes og vuggestuers fortræffeligheder? Og hvis jeg kom med disse undersøgelser, ville det så overhovedet have en effekt på de mennesker som synes at være i deres ret til at mene at jeg ødelægger mine børn gennem de normbrydende valg jeg træffer?

Jeg tænker at jeg med mine valg af langtidsamning, samsovning, ønsket om at være tæt på mine børn (fysisk og mentalt) tilsyneladende må ramme nogle meget betændte punkter i befolkningen siden der reageres så voldsomt. Al denne modstand mod samvær med vores børn, kunne måske tænkes at bunde i dårlig samvittighed?? Hvis dem der aktivt træffer valg om ikke at ville amme, have deres børn i tremmesenge på egne værelser, have dem i vuggestue mange timer hver dag osv. hvis de mennesker havde en god mavefornemmelse af deres valg og besad en dybfølt ro med at det var det bedste for deres børn, ville disse mennesker så ikke være lidt mere ligeglade med hvordan jeg lever mit liv med mine børn? Jeg tænker at mange ting vores børn "udsættes" for er kulturelt betinget, og når vi så er nogen der vover at gøre noget lidt andet end det kulturen dikterer, så føler selvsamme kultur sig i sin gode ret til at nedgøre os og svine os til. Lets face it, jeg er del af en flok normbrydere som vil komme til at kæmpe mange kampe om det der føles rigtigt - uanset om vi har argumenterne i orden eller ej.

Aske og Toke, som de ofte ligger inden jeg  kommer i seng og ligger mig lige i midten

Jeg er åbenbart blevet del af en flok rabiate hippiemødre (og fædre) der ødelægger afkommet ved at
1. tvinge bryster ind i deres lukkede munde, og det endda i mange år
2. tvangsfiksere dem i slynger, oven i købet efter de har lært at gå
3. tvinge dem til at sove i samme seng som forældrene, selvom de så åbenlyst hellere vil græde alene i eget værelse
4. passe dem i eget hjem uden mulighed for socialisering med 12 andre babyer og 1 voksen

- men hey, jeg er faktisk ganske godt tilfreds med at være en del af lige netop den flok.

Aske 4 år i MT

Toke ½ år i vikle

Aske & Toke med hver en bamse i slynge