Tanker om tid

Hvor bliver tiden egentlig af?! Jeg synes at jeg temmelig ofte hører mig selv sige "ej hvor går tiden bare stærkt". Synes tiden har fået en helt anden og ny vinkel efter jeg er blevet mor. Tiden er blevet meget konkret og for en som aldrig kan huske et årstal eller hvornår en begivenhed fandt sted, er det vildt syret pludselig, nærmest på dato, at kunne huske små detaljer. Den anden dag var jeg med i en Gallup undersøgelse, hvor jeg bl.a. skulle svare på hvilke af en lang række ting jeg havde benyttet mig af i løbet af det sidste år. Sådanne spørgsmål plejer jeg at svare meget sporadisk på, for det kan jeg da virkelig ikke huske, men nu bliver alt sat ind i "før og efter Aske-tid" og så er det meget nemt at huske...
Men tiden er nu noget underligt noget, for på den ene side synes jeg som sagt, at den går vildt hurtigt og ofte alt for hurtigt - dette gør sig især gældende når jeg kigger på Aske og hans voldsomme udvikling; jeg husker det jo som var det i går at han blev født og bare var bitte lille. På den anden side synes jeg han har været her altid og kan somme tider have svært ved at huske tiden inden Aske. Hvad fik jeg dog tiden til at gå med? både i bogstaveligste forstand men så sandelig også tankemæssigt?!

I de første måneder af Askes liv, har jeg stort set skrevet alt ned af nye ting han tillærte sig - første gang han vendte sig, første gang han havde øjenkontakt, første gang han grinede osv. osv. men det er som om, at i det sidste halve års tid er tingene sket så hurtigt at jeg ikke længere kan følge med. Nu lærer han sig jo ikke ting med ugers mellemrum, men nye ting kommer til hver dag.

For det, som forekommer mig at være i går, lå Aske ganske hjælpeløs på ryggen og kiggede uforstående op på mig og den store verden han pludselig var blevet en del af. Nu render selv samme dreng rundt og indtager hele verden med alt hvad deraf følger af glæder, sorger, skrammer og latter. I dag med mig i hænderne, men måske om ikke så længe endda, på egne ben uden en mors hjælpende hånd at støtte sig til. De første skridt er taget, selvom der mest er tale om at tage 2 skridt for så at kaste sig i armene på enten mig eller Kim, men det varsler da at han snart stavrer rundt i lejligheden - og så bliver tiden pludselig en helt anden igen. Så kan jeg ikke lige vente 2 min. med at lukke døren til bagtrappen for pludsellig kan ganske små øjeblikke være udslagsgivende...