fredag den 11. juli 2008

Skrammer

Flere har sagt til mig, at når først Aske lærte at gå, så ville der være en periode hvor han ville rende rundt med blå og gule mærker over det hele fordi han ville vælte rundt og støde ind i ting. Sådan har det bare slet ikke været her, nok fordi han er så forsigtig, så hvis han føler sig usikker til bens, sætter han sig hellere ned en gang for meget end for lidt. Vi har derfor helt undgået store fald, store buler og deraf ked-af-det-hed. Eller det vil sige indtil i går :o) I jagten på en basketbold snuplede han over egne ben og knaldede pande og næse ned i asfalten. I dag væltede han så ind i kanten på en legetøjskasse og har nu en ordentlig rød bule ved det ene øje. Uha hvor bliver han ked af det, og det er der bestemt ikke noget at sige til for det er nogle ordentlige styrt han har taget. Lidt anerkendende og trøstende ord, pusten, nussen og sidde på skødet hjælper heldigvis og få øjeblikke senere er han i fuld firspring igen - klar til at erobre mere af verden...

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Ja det er en hård verden at vokse op i,men hvor er det godt når der er nogen omkring en til at trøste,hvad enten man er barn eller voksen.Jeg ved Aske at der altid vil være nogen for dig, også selv om verden vil være barsk ind i mellem.Knus og tak for jeres besøg i går,dejligt at se din glæde for den fine cykel.Bedstemor

Falkemor sagde ...

Søde ord - tak for dem mor!
og dejligt at se jeres glæde over at være sammen med Aske