Så lykkes det endelig....

Ja, så måtte det endelig komme. Søndag aften ved 23.00 tiden vågnede Aske efter at have sovet 3 timer. Jeg lagde mig ind til ham og fik ham til at sove igen uden at Dani skulle give ham bryst først. Det var en stolt far som kom ind i stuen igen efter den succes oplevelse.

Ellers går det godt med mig. Det er ved at være noget tid siden at jeg har skrevet her sidst. Arbejdet går rigtig godt, og jeg er faldet til og synes at jeg er ved at være inde i alt nu. Ellers starter strejken i morgen, men vores arbejdsplads er ikke udvalgt til at strejke, så jeg fortsætter med at knokle derud af med de gamle.

Min fodbold sæson for Sporting København er også gået i gang igen, og hold da op hvor det kan mærkes. 90 minutter søndag morgen på en regn tung bane med lidt mudder hist og her har stadig sat sine spor i min 32 år gamle krop. Foruden et par vabler på mine fødder er mine ben stadig helt vild ømme. Puha, så føler jeg mig virkelig gammel, også selvom at jeg bilder mig selv ind at det er fordi jeg ikke har spillet/løbet siden slutningen af januar. Men smerterne er det hel værd for vi vandt hele 6-1, og det er til trods for at vi lige er rykket op i Mester rækken som er den bedste række i vores turnering. Jeg scorede ikke men var med i 2 af vores mål.

På hjemmefronten er der sket lidt mere med Aske. Han har fået 2 nye tænder i overmunden, og vi mener at der "måske" er en mere på vej i undermunden (det mener Tante Hanne i hvert fald). Så den sidste uges forkølelse har været det hele værd. Til sidst kan i få lov til at nyde et billede af Aske, som står op hvilket han vil hele tiden. Han skal dog have hjælp til at komme op, men når han først er kommet op så står han selv.