Flashback...

Jeg har her i eftermiddag og aften, haft det vildeste flashback til da Aske var ganske lille... Aske har været så ked af det, grædt og grædt og ingenting har hjulpet. Det var ellers en ok glad, dog meget træt, dreng jeg hentede fra vuggestuen, så vi skyndte os hjem og lagde os på sofaen hvor han hurtigt faldt i søvn. Det blev dog ikke til så lang en lur, for enten vågnede han af at vi fik gæster eller også bare fordi. I hvert fald var han ret så ked/trist og ville helst bare gå rundt i lejligheden med mig i hånden eller ligge ved brystet. En ambulance og et par brandbiler, fik vendt stemningen, men kun for et kort øjeblik og kusinen som ellers så gerne ville lege, måtte "nøjes" med at lege med de voksne.

Aske ville ikke have aftensmad så det endte med at lagde mig ind i sengen med ham for at se om han bare ville sove. Efter ½ times tid i sengen, som gik med at amme, mosle rundt, græde og amme igen, gik vi ind i stuen og han bad om at komme på potte - intet resultat og så en tur i slyngevuggen hvor han næsten faldt i søvn. Op igen, græde, amme, græde græde græde og så gjorde vi noget der ikke er prøvet før. Jeg satte mig i sofaen med ham, tændte for fjernsynet og gav ham en is - selvfølgelig en øko sukkerfri en af slagsen ;o) Her sad han lige så stille og spiste is og puttede i 10 minutters tid; rejste sig op og lavede lort i bleen og så var han glad. Det lille pus havde simpelthen vildt ondt i maven, og denne episode bekræfter mig i, at det formentlig var det han led så meget af som lille. Jeg mindes hvordan vi de 2 første måneder af hans liv konstant travede rundt med ham på armen mens han bare græd og græd.

Kim fik ikke prøvet at putte Aske i aften og jeg kom ikke til forældremøde i vuggestuen, men sådan er livet i en familie også.