Tanker om liv...

Efter en noget hektisk morgen med en sløj og hostende Kim, en Aske der KUN ville hjælpes af sin mor og hvor der pludselig skulle ringes efter bedstemor assistance, sad jeg i bilen på vej til arbejde og hørte radio. Lidt før Allerød afkørslen, kom der et indslag som handlede om, at mange læger ønsker at hæve abortgrænsen fra 12 til 18 uger. Nu er jeg jo helt generelt imod abort (dog pro fri abort) så jeg ved, at mine meninger i denne henseende er farvede af mit generelle syn på abort, men 18 uger!!! I mine øre er det i sig selv vildt langt ude og en temmelig foruroligende udvikling men det værste i den historie er jeg endnu ikke kommet til... Speakeren lagde op til et interview med en mor som havde fået foretaget en sen abort, og i mit hoved nåede jeg at tænke, at det måtte dreje sig om et barn som var super-multi-handicappet og som formentlig ikke ville have store muligheder for at overleve. Tårerne sprang mig derfor i øjnene, da det viste sig, at der var tale om en dansk kvinde der var rejst til England for at få foretaget en abort i uge 18, da en scanning havde vist, at hendes barn manglede den ene underarm! Den ene underarm!!! Jeg er dybt dybt forarget, fordomsfuld og rystet i mit inderste over at nogen kan mene at døden er at foretrække frem for et liv med en manglende underarm, og det er netop eksempler som dette der gør, at jeg er overbevist om, at det ville være et skridt i den helt helt gale retning at hæve abortgrænsen.
Efter en lang, stresset og hård arbejdsdag, var det skøøøøønt at komme hjem til min lille trold, som i den grad havde hygget med sin bedstemor mens Kim havde ligget under dynen med varm te og suppe. Jeg glædede mig til at putte ham her til aften og mens jeg lå der, blev jeg igen så uendelig taknemmelig over at han er mit barn. Helt perfekt og uden synlige handicaps, men hey der gives jo ingen garantier her i livet - det skulle da lige være en mors garanti for at elske sit barn - uanset og ubetinget!