fredag den 15. august 2008

1. uge er overstået

Så blev det endelig fredag og vi kan holde weekend (jeg kan dog ikke holde helt fri fra arbejde, men vi er alle 3 hjemme og sammen!). Første uge hvor vi alle har skulle afsted i vuggestue og på arbejde er overstået og vi klarede os igennem... Der er blevet fældet en hel del tårer og det har krævet en del telefonopkald, kram og forsikringer om at det hele nok skal gå, men vi er kommet igennem, både hver især og som familie.
Aske synes tilsyneladende at det er ok at komme i vuggestue, i hvert fald hvis der er noget sjovt på programmet - legeplads og musik/tumlerum er klare favoritter! mens formiddagslurs-putning bestemt ikke er et hit. Om frokosten er hyggelig for Aske eller ej kan jeg ikke helt finde ud af men vi har da fået et par kommentarer med på vejen om at det er længe siden de har måttet vaske vægge af efter endt frokost ;o)
Jeg savner ham min lille trold vanvittig meget når vi ikke er sammen, og jeg har gjort hvad jeg kunne i denne uge for at adskillelsen skulle være så kortvarig som overhovedet muligt (hertil grunden til, at jeg har noget arbejde med hjem som skal klares i weekenden). Det lader som sagt til at han trives fint i vuggestuen, men i det øjeblik vi henter ham, sender han os det mest anklagende blik ever - et blik der siger noget i retning af "hvor kunne I efterlade mig her?" og når vi så først er hjemme er det strengt forbudt at gå igen! Hjemme trisser han rundt og hygger sig med at lege og finde på, men hele tiden holder han øje med hvor vi er og er meget fokuseret på vores døre der fører ud af lejligheden. Jeg synes det er hårdt at se hvordan hverdagen påvirker ham, men ved at det samtidig er ganske naturligt og en sund reaktion.
Mit ellers lyst- og impulsstyrede væsen har måttet sande hvor meget logistik og planlægning der er nødvendig for at få en hverdag med 2 udearbejdende forældre til at fungere. Gys hvor bruger Kim og jeg meget tid og energi på at planlægge dagen, aftale hvem der henter og bringer hvornår, hvem der har cyklen, hvor eventueller nøgler skal ligges, om regntøjet nu er i hvilken taske, lade tlf.samtaler til vuggestuen passere videre osv. osv. og så har vi endda kun et barn! jeg tør slet ikke tænke på hvordan flerbørnsfamilier får den slags til at gå op i en højere enhed; eller er vi måske ude i noget med "øvelse gør mester"?
Tilbage til at det weekend. Roen har sænket sig i det lille hjem, Aske faldt tidligt i søvn i dag og trætheden melder sin ankomst. Vi glæder os til en weekend hvor vi bare skal være sammen, i morgen herhjemme og med et par småærinder rundt i byen og søndag til fest i Græsted! Næste uge starter den endnu mere barske virkelighed så, men lige nu og de næste 48 timer, vil jeg have lov at pakke de triste tanker væk og glæde mig over min dejlige familie som jeg vil holde indenfor en radius af meget få meter!!
God weekend

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Halløj familien Borup
Tak for sms'en vi takker for opdateringen!
kh mor, far og moster

Hanne sagde ...

1 uge klaret! nyd fridagene - nu bliver weekenderne de bedste!!!
ses søndag. Kærligst Hanne