søndag den 31. august 2008

En god weekend

Så er det søndag aften - 5 min. over sengetid, men der skal lige gøres plads til at dele lidt weekendtanker og -billeder. Tiden går alt for hurtig når man har det rart og hygger sig, og det må man sige er ord der meget godt dækker denne weekend, omend vi har måttet undvære Kim størstedelen af tiden. Aske og jeg tog i går formiddags til Græsted for at være sammen med familien Sloth Wengel og der tilbragte vi så et døgns tid. Vejret viste sig fra sin smukkeste sensommerside og vi har nydt at være udenfor. I går var der tid til leg i gården og da alle vågnede fra middagslur, en gåtur til den lokale travhestegård. Vi kom lige som de skulle til at tage hestene ind i staldene, så vi fik lov at klappe og fodre heste - stor oplevelse for store som små ;o) Hvor mange har måske set et løbebånd til heste?? Ingen billeder fra gården, for vi var alle travlt optagede med at holde styr på børn, heste, hinanden og hunde. På turen tilbage stoppede vi for at plukke nødder og gynge.

Dagen gik også med at læse bøger, lege, bade, snakke og bare hygge og være sammen indtil det var tid til at putte alle ungerne i seng. Derefter var der dømt venindesnak i sofaen - noget vi ikke har gjort i umindelige tider og det var dejligt. Store og små, nære og fjerne emner var oppe at vende og det var skønt at sidde der og nyde sin kop te og bare være ;o) Det endte selvfølgelig med at klokken blev ret så mange inden mødrene kom i seng, så jeg følte mig da heller ikke super frisk da Aske brat vågnede ved lyden af børnestemmer - sjældent har jeg set ham så vågen så hurtig...

Vi kørte fra Græsted sidst på formiddagen og satte kursen mod Hillerød. Når vi nu var på de kanter, tænkte jeg at bedsteforældrene måske gerne ville have et lille besøg. Det lille visit udviklede sig til at Kim og moster også fandt vejen dertil og vi invaderede så total deres hjem og har tilbragt resten af søndagen der. Endnu en gang dejligt at se Askes glæde og tryghed i deres selskab.
I morgen starter en ny arbejdsuge, men det fortrænger jeg lige lidt endnu, og glædes en stund mere over at det har været en god weekend...

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Endnu en gang tusind tak for deltagelsen i jeres liv,det er skønt at komme op ,og opleve at være sammen med jer på denne måde.Det er mogle helt vidunderlige børn I har,men hvordan skulle de kunne være andet med de skønne forældre,mange knus til jer alle bedstemor

Hanne sagde ...

ja dejligt at kunne ses. Vi var vist 2 trætte mødre i går! og trods den sene sengetid er der jo stadig masser af stof til lange snakke... de får lov at vente, hverdagen holde sit indtog, og venskabet leve mest gennem de tekniske kommunikationsveje.
Stort knus fra mig. Hanne

Falkemor sagde ...

Uha ja masser af stof til flere snakke og så var der de praktiske ting vi ikke nåede/glemte (blev mindet om flyverdragt-prøvning da jeg læste din blog...). Hurra for tekniske venskaber ;o)
Dani

Anonym sagde ...

Hej søster
På trods af moderne kommunikationsveje i dagens DK, så er der ikke noget som en gammeldags veninde snak - sådan face to face. Det kan være mægtig fint med blog, facebook og sms, men den gode gamle metode dur stadig!
Selvtak for samværet i weekenden. Og sikke et sidste billede her ovenover - Aske i tarzan ble.... sikke et syn!
kh herfra